Min familie er i stykker

Det har virkelig krævet meget mod og tid, at skive dette indlæg. Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle dele det med jer. Mest af alt fordi det er noget, der sidder utrolig dybt i mig. Det er noget jeg ikke selv, har accepteret endnu.. Faktisk kommer jeg nok aldrig til, at acceptere det helt. Derfor tænker jeg, at jeg er nødt til at tage første skridt på vejen. Nemlig at få det ud.

Mine forældre er blevet skilt. Min mor og far er simpelthen gået fra hinanden.

Jeg er født og opvokset, i den bedste form for familie, jeg kunne tænke mig. Mor, far, tre brødre, hus, hund. Alt en perfekt familie kræver.
Jeg har altid hørt fra venner og bekendte, at min familie var perfekt. Jeg har også altid følt det. Jeg har altid følt mig elsket, og jeg har aldrig manglet noget.
Jeg har følt mig som en fiasko, på så mange punkter! Det eneste jeg har altid haft, er den perfekte familie. Min familie har altid, betydet ALT for mig. Gennem alle mine nedture er det eneste jeg altid har kunnet, at være en god datter og søster. Jeg har altid været familemenneske, helt ud i alle muskler. Det bedste jeg ved er, at bruge tid med min familie. Men det kan jeg ikke på samme måde længere. Det kommer jeg aldrig til, at kunne igen. Det kommer vel til at være enten med mor eller far. Min far har nemlig fået en ny kæreste, allerede. Og det er ikke noget, på nogen måde, er klar til at indse. Der er helt sikker folk der mener, at man sagtens kan tage på ferie, holde jul, tage i biografen, på trods af en skilsmisse og en ny kæreste. Det er bare på ingen måde, noget jeg har lyst til. Jeg føler at det ville være så overfladisk.

Min familie, kunne for mig, ikke have været bedre. Som alle andre familier nok har, var der småting. Mine forældre har boet hver for sig en enkelt gang, for tre år siden. Der har været diskutioner, uoverensstemmelser og bølgerne har været høje.
På trods af det, havde jeg aldrig troet, at min familie skulle gå i stykker. I stykker er måske så meget sagt, men det er det jeg føler. Jeg føler at min familie falder fra hinanden, og jeg kan intet gøre.

Jeg synes mine forældre er perfekte for hinanden. Og jeg kan slet ikke forstå, at de ikke skal være sammen. Jeg kan ikke lade helt være med, at bebrejde min fars nye kæreste lidt. Jeg ønsker mere end alt andet i verden, at både min mor og far er glade. Jeg havde bare håbet det var sammen.
Jeg tror ikke på kærlighed længere. Jeg har haft så mange dårlige oplevelser med kærlighed. Og når to menneskers forhold, som mine forældres, bare går i stykker, hvorfor så overhovedet prøve?
Jeg har altid haft meget svært ved, at lukke folk ind. Jeg skubber altid alle mennesker væk. Og det er ikke blevet bedre nu. Selvom det jeg har mest brug for er, at lukke mennesker ind.

Jeg er ikke typen, der snakker om de ting der er dybest i mit hjerte. Især ikke når det omhandler mit familieliv! Jeg er storesøster, og derfor er jeg altid den lyttende og beskyttende. Jeg ved at mine brødre har meget brug for mig, lige nu. Jeg vil på ingen måde bryde sammen, foran dem! Det ville kun gøre det hele hårdere, for os alle.
Faktisk har jeg heller ikke lyst til, at snakke om det endnu.
Jeg ved godt, at jeg er et voksent menneske. Præcis derfor troede jeg heller aldrig, at det ville ske. Eller at det ville gøre mig så ked af det. Men det bliver altså ikke nemmere, bare fordi jeg er voksen.
Det sværeste ved alt det her er, at jeg ved at mine tre brødre går præcis det sammen igennem. Og ja, vi vil hellere have to glade forældre hver for sig, en to ulykkelige sammen. MEN det hjælper ikke en skid, når man står midt i det.

Jeg har, som skrevet, været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele dette indlæg. Det er mine dybeste tanker. Det er på ingen måde for, at bebrejde mine forældre! Eller for at få medlidenhed!
Da jeg startede med at blogge, lovede jeg mig selv én ting. At jeg også ville vise bagsiden af medaljen. Det skulle ikke kun være sjov og ballade. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg ville vise de gode tider, skulle de dårlige også med. Jeg vil på ingen måde, virke som noget jeg ikke er. Jeg vil ikke gøre, hverken mig selv eller mit liv, til noget bedre.
Derfor deler jeg dette indlæg. Og fordi jeg har brug for det. Jeg føler en lettelse, når jeg har formuleret mig på skrift. Og nej, jeg behøvede ikke at dele det. Men jeg ved, at andre har det på samme måde. Og måske, kan det hjælpe dem. Der er sindssygt mange skilsmissebørn. Og ved at dele dette, føler jeg lidt, at jeg slår et slag for dem.
Til sidst: Jeg ved godt, at min familie på ingen gået i stykker! Der er intet jeg ønsker mere, i hele verden, end at mine forældre er lykkelige. Også selvom det er hver for sig.
Det ændre bare ikke på, at det er sindssygt hårdt.
Kys M